Kierkegaard, Søren Journalen NB24

X4A387Apostelen.

213 En uhyre Gavtyv, som ►Msk-Slægten er, har den reent forrykket Synspunktet. Man har faaet »Apostelen« gjort til det Overordentlige i Retning af tilfældig ►Differents (altsaa æsthetisk), og det at være Apostel til det Overordentlige næsten i Retning af at nyde Livet: istedetfor at »Apostelen« er, ethisk, det Overordentlige, altsaa i Retning af hvad ethvert Msk. skulde være, og ⓘ erer] , først skrevet og det Overordentlige i Retning af at lide, ►hvis Aarsag Enhver helst vil være fri.

Saaledes har man forrykket Synspunktet. Saa har der engang imellem været en Hovmodig og Opblæst der under Forudsætning af at »Apostelen« er i hiin misforstaaede Forstand det Overordentlige, ►formastelig har villet være det Overordentlige.

Jeg vender Forholdet heelt om. Jeg antager, at Enhver kan ja skal være det, ►Χstus siger jo selv, at der214som vi havde Tro som et Bjerg kunde vi flytte Bjerge. Altsaa jeg antager det om Enhver, kun Een antager jeg det ikke om, mig selv, og hvorfor? fordi jeg er en Cujon, en Pialt, en kløgtig Rad, som ikke egl. har Tro o: s: v:. See det er en 410 ganske anden Tale end dette ►Hykkelske: at jeg er for ydmyg og for beskeden til at ville være det – ethisk Overordentlige.

Overhovedet mener jeg, at man ikke sandt kan tale om Χstd. uden idel Selvanklage.

Altsaa jeg er det ikke. O, men Gud i Himlene, hvor fattigt, at der dog fandtes saa ⓘ FaaeFaae] , < faae, der vilde lide, der virkelig vilde have med Dig at gjøre, hvilket er at lide!