Kierkegaard, Søren Journalen NB24

X4A384208Christelig ►Affectation.

Det har ogsaa skadet meget, dette at man altid strax skal ►slaae stort paa, og forkynde Χstdommen som Glæde og Glæde – og Gud veed hvor glad man saa i Grunden er.

Følgen ⓘ heraf erheraf er] , først skrevet heraf,, enten at man ►omkalfatrer Χstd, og udelader hvad der ikke er i Overeensstemmelse med 408 de blot msklige Begreber om Glæde, eller at det bliver noget ►saglet Noget og tildeels ►hykkelsk.

Det Simple er at sige, at Χstd. er det Ubetingede, at jeg skal antage den, at saa den ►forjætter mig, at det engang bliver idel Glæde – uden at deraf følger, at dette just skal være i dette Liv, eller at jeg er saa fremmelig i Χstd., at jeg allerede kunde finde idel Glæde i den.

Forøvrigt troer jeg ogsaa her 209 ►stikker en ►Underfundighed. Verden har efterhaanden ►reent cujoneret Χstd. ind i et Musehul, skjøndt vi alle ere Χstne. Saa hitter man paa, at forkynde, at Χstd. er idel Glæde – for nemlig at gjøre det begribeligt, at man vil være Χsten. ►Jo jeg takker; man vilde genere sig for at tilstaae, at man ikke turde lade være at antage Χstd., at man meget godt fattede Lidelsen, men at man skal være Χsten. See, her igjen ►Lumperiet, der egl. forraader Χstd.