◄ Hvorfor »Tragedien« ikke mere tiltaler : Allerede i 1828 havde 👤J.L. Heiberg i sin artikelrække »Svar paa Hr. Prof. 👤Oehlenschlägers Skrift: 'Om Kritiken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagard'« vist, hvordan tragediens tid var forbi, idet al nyere dramatik hvilede på komediens grund, jf. Kjøbenhavns flyvende Post nr. 7-8, 25. og 28. jan. 1828, og nr. 10-16, 4., 8., 11., 15., 18., 22. og 25. feb. 1828 (optrykt i Prosaiske Skrifter bd 1-3, 📌Kbh. 1841-43 (jf. ktl. 1560); bd. 1). Heiberg gentog senere sit synspunkt i en anmeldelse af 👤Carsten Hauchs Svend Grathe, trykt i Intelligensblade, Kbh. 1842, nr. 5 (jf. ktl. U 56), hvor specielt karakteren af det tragiske diskuteredes: »Men af det Reelle, af det Gyldige i den almindelige Stræben følger, at det historiske Dramas og altsaa Tragediens Tid er forbi; denne Digtart har for længe siden culmineret, og vender ikke mere tilbage, uden som en Reminiscens«, s. 128. Hos 👤H.L. Martensen findes den tanke, at ligesom det umiddelbare er ophævet af refleksionen, således er også det tragiske ophævet af det komiske, jf. anmeldelsen af Heibergs Nye Digte i Fædrelandet 1841, især nr. 398 (10. jan.). SKs optegnelse kan være foranlediget af, at 📌Det kgl. Teater den 1. nov. 1851 genopførte den tragedie, som i sin tid satte hele debatten i gang, nemlig Oehlenschlägers Væringerne i Miklagard (1827).
I trykt udgave: Bind 24 side 427 linje 2