Kierkegaard, Søren Journalen NB23 : 1851

X4A222 256 ►Pathos i Forhold til det at have en Overbeviisning.

Naar fE En er forelsket, saa tilfredsstiller det ham ikke at sige: jeg elsker, at declamere det i alle Tonearter, med en Taare i Øiet o: s: v:, det er ham end ikke nok at sige det til den Elskede, han danner pludselig ►pathologisk en ►μεταβασις εις αλλο γενος, forlanger at kysse den Elskede, og hvad nu saadan Elskov kan hitte paa.

Lige saa med det at have en Overbeviisning. Den, som egl. ingen Overbeviisning [har], men leger at have noget Saadant, han elsker ►i stille Timer declamerende at ►foredrage denne sin Over257beviisning, han øver stor Kunst i Mine, Gestus, Stemme, æsthetisk faaer han ogsaa Taarer i Øinene – kort Legen har en vis æsthetisk Sandhed.

Men Den der virkelig har en Overbeviisning, han danner pathologisk rigtigt en μεταβασις εις αλλο γενος, han sætter denne sin Overbeviisning handlende ind lige midt i Virkeligheden, og som ⓘ enen] , først skrevet ind Elskende begjerer at kysse den Elskede, saaledes føler han ⓘ enen] tilføjet, ; først skrevet en Tr Trang til, og det tilfredsstiller ham reent pathologisk at lide for sin Overbeviisning.