Kierkegaard, Søren Journalen NB23 : 1851

X4A221 ►👤Mynsters Fasteprædiken.

Der fremstillede han saa Χsti Fornedrelse – men siger han: jeg seer dog her ikke Fornedrelsen, jeg seer Ophøietheden, thi kun hvad der udgaaer indvortes fra fornedrer i Sandhed et Msk, al Verdens Uret o: s: v: formaaer ikke at fornedre ham.

Dette er nu sandt nok, og ofte sagt. Imidlertid er det 255 et Spørgsmaal om man ikke ved den rhetoriske Vending let giver Sagen et saadant ►Sving, at Opmærksomheden bortledes fra den frygtelige 310 Sandhed, ⓘ detdet] , < der dog var, at han var virkelig fornedret, og den Sandhed, at »Efterfølgeren« kan komme til at lide i Lighed med ham.

Det det gjælder om, er virkelig at lide Fornedrelsen; dette, at en i al ►sandselig Begunstigelse smilende Mand taler om, at en saadan Fornedret er dog Ophøiet – det er let for høit; maaskee vilde den samme Rhetor ►krympe sig ved en[d] den mindste Fornedrelse, og blive meget forbittret, om man da vilde trøste ham med, at han jo lige fuldt kunde være den Ophøiede.