Kierkegaard, Søren Journalen NB23 : 1851

↩

X4A192 Om mig selv.

Er der da noget Latterligt i, at jeg har haft ualmindelige Evner? Eller i, at jeg har været mere end almindelig flittig? Eller i at jeg har været uegennyttig? Dog vel ikke. ⓘ MenMen] , < Men, see ►Kjøbstaden, i hvilken jeg lever ►skulde nu, om der havde været Sandhed i den, udtrykt, at just dette var det Gode. I dets Sted vendte den Forholdet om: den forgudede sin egen Middelmaadighed – og jeg blev en latterlig Overdrivelse. Og hvorfor saa latterlig og hvorfor en Overdrivelse? Ja, fordi jeg ikke var som de Andre.

Er det latterligt at skrive en stor Bog, som duer Noget? Dog vel 295 ikke. Men see ►Prof.👤Heiberg, der skulde være No 1, han havde aldrig haft Kraft til et saadant Arbeide, han skrev Smaating – ergo maatte Forholdet vendes om, og jeg finde mig i, 220 at det var latterligt at skrive en stor Bog, som duer Noget.

Og saaledes i alle Forhold. Er det latterligt, især christelig forstaaet, at ►jeg har arbeidet gratis? Dog vel neppe. Men ►Prof.👤M o: s: v: ⓘ vildevilde] , først skrevet som have Profit af Livet, som de ogsaa fik – ergo maatte Forholdet vendes om, og det blev latterligt en sær Overdrivelse, at arbeide gratis.

O: s: v:

ⓘ EllerEller] , først skrevet et dobbeltkors var det maaskee en latterlig Overdrivelse, da ►Pøbelagtigheden havde taget saa rædsomt uproportioneret overhaand, at Alle fandt det utaaleligt – og ►jeg var den Eneste, der kunde gjøre Noget derimod – – var det saa latterligt, at jeg gjorde det, viste i Gjerning, at det var utaaleligt. Men da de Andre indskrænkede sig til at snakke om at det var utaaleligt (men da de Intet gjorde, dog viste, at det maatte være til at taale: hvor latterligt!) saa maatte Forholdet vendes om, og en ethisk Handling blev – en latterlig Overdrivelse.