Kierkegaard, Søren Journalen NB23 : 1851

NB23:149

#

Modbilleder.


Tænk en af disse lidende Skikkelser: gjennem et maaskee langt Liv har han maattet udholde alle en Samtids Mishandlinger – og Ingen, Ingen har bekymret sig om hans Græmelse – ja det skulde da være for at forøge den! Ingen, uden Spotten og Forhaanelsen havt Deeltagelse med hans Qvaler – for Sandheds Skyld. Saa døer han.

Saa lever der en i alle Maader sandselig Mand, ærgjerrig, pengebegjerlig, nydelsessyg, ovenikjøbet syg for at faae Skin af Hellighed: han gjør sin glimrende Carriere ved at prædike om, hvorledes den Første leed! Hver den Førstes Taare har han talt – det troer jeg, han gjør hver af disse Taarer i Guld! Hvert hans Suk har han hørt – det troer jeg nok: det er jo ved Hjælp af disse den Førstes Sukke at den Anden svælger i Nydelse!

O, hvor ophøiet er det Guddommelige, ligesom hvor fornemt! Thi et Msk., selv en Apostel kunde jo tabe Ligevægten ved Tanken om Sligt og gribe til verdslig Hjælp! Men Gud i Himlene sidder rolig, holder sig selv uendelig i Priis, siger: men saa har den Første havt Forholdet til mig, dette er nok, om han saa havde lidt 10,000 Gange saa meget som han har lidt.

O, ja og det er saa sandt! Naar et saadant lidende Msk. fordrer Hjælp i det Udvortes, da er det dog, fordi han ikke noksom holder Gud i Priis; han vilde saa gjerne have Guds-Forholdet paa mildere Vilkaar. Nu, og dette er jo mskligt; men paa den anden Side: Gud har dog vel alligevel ubetinget Ret, at Forholdet til ham er en saadan Salighed, at det ubetinget veier uendeligt høiere end al Lidelse.

Og see derfor har ogsaa fE en Apostel denne, om jeg saa tør sige: Fornemhed paa Guds Vegne. Man hudfletter ham: Apostelen svarer: jeg har den Ære at blive hudflettet o: s: v:


#