Kierkegaard, Søren Journalen NB23 : 1851

↩

X4A148 Christus som Forbilledet.

Tag en menneskelig Relativitæt. Tænk en existentiel Ethiker. I Forhold til ham er det saa altid Samtidens Interesse, ►underfundigt at faae ham puffet udenfor som en Gjenstand for – Beundring – og saa blive ham qvit i Henseende til at skulle ligne ham. Man gjør ham 277 æsthetisk til det Overordentlige, man beundrer og beundrer – for saa at blive ham ethisk qvit.

Saaledes har hele ►Mskslægten stadigt væk baaret sig ad med Χstus.

Det er ►mærkeligt at see, hvor hurtigt Χstd. sagtnes i Henseende til det Existentielle. Allerede i 3die Aarh. begynder man meget væsentligen at slaae af paa Fordringen i Henseende til det at være Χsten, hvad der fordres for at være Χsten: man kan godt være Χsten og dog unddrage sig Bekjendelsens Fare, ja være Χsten – og offre.

180Følgen heraf bliver saa, at Χstheden abnormt tiltager numerisk – og ⓘ ►sætter af[i]sætter afi] , sætter til af Pap. Intensitet.

Nu er der da dette voxende Slæng af saadan Χstne og saadan – saa begynder Taktiken: at puffe Χstus reent udenfor. ⓘ II] , først skrevet 3 ⓘ 4de4de] SKS, 4die Aarh. der fordyber man sig i Beundringens og Tilbedelsens Grublen over ►Gud-Msket – aha! men Efterfølgelsen, den tages det ikke saa nøie med.

Fra den Tid er Χstd. desorienteret. Og med denne forkeerte Direction bevæger den sig nu stadigt fremad – ja, thi den gaaer fremad! spørg kun det 19de Aarh, om Χstd. ikke gaaer fremad! ►ⓘ SaaSaa] , først skrevet et dobbeltkors bliver Χstus en Mythe, et ►sindrigt Digt – og tilsidst bliver han ligesom ►hiin Slange med 8 Hoveder, som Linnée beviste aldrig at have været til.

Jo mere Beundringen tiltager, 181 desto lettere bliver Χstus – og den Gang han existentielt trykkede stærkest, da var der slet ingen Tid til Beundring.

Ethisk skal nemlig Beundring øieblikkeligt omsætte sig til Handling i Retning af Efterfølgelse; i samme Grad som Beundring faaer Lov til at give sig Tid til at være Beundring, i samme Grad er man ethisk paa Afveie.