Kierkegaard, Søren Journalen NB23 : 1851

X4A131 Christus i Herligheden.

... Saa døde han – og ►saa blev han op156tagen i Herligheden.

Man kan nu (►som viist er blevet i »Indøvelse i Χstd«) ►snuppe for gesvindt af, ligesom raabe Hurra for ham – og glemme det med Efterfølgelsen for os.

Men ogsaa paa en anden Maade kan man snuppe for hurtigt af. Smukt ►siger 👤Origenes ... Endnu (i Herligheden) græder han over vore Synder, kan ikke glæde sig, saalænge vi forblive i vor Uret. ⓘ HvorHvor] , < »Hvor kan han, der traadte til Altaret for at forsone vore Synder, hvor kan han ⓘ værevære] , først skrevet kan i Glæde, naar vore Synders Jammer stiger op til ham! 268 Han vil i Guds Rige ikke drikke Glædens Viin alene, han venter os. Men naar spørge I vil hans Glæde, hans Værk være fuldkommet? Naar han har gjort mig, den sidste og elendigste af alle Syndere, fuldkommen og fuldendt«. Det Sidste er ⓘ enen] tilføjet ypper157lig Vending, især ogsaa betragtet som Blanquet, hvori Enhver kan sætte sit Navn. Men det Ypperlige er, efter et saa uhyre mere end verdenshistorisk ►Sving – saa at føre Sagen tilbage til: mig.

(cfr. 👤Böhringer Die Kirche und ihre Zeugen. 1ste D. 1ste Afdl. 👤Origenes p. 189.190.)

Man kan nemlig ogsaa for meget opfatte Χstus saaledes som Forbillede, at han nu, aldeles som En der selv har taget sin Examen, nu ikke tænker paa de Andre. Istedetfor at hans Liv, hans Lidelse og Død (der ►vistnok var ►Lydighedens Examen for ham) dog væsentligen er Forløsningen og Forsoningen, altsaa for Andre.