Kierkegaard, Søren Journalen NB23 : 1851

↩

X4A114 Tro – Existens.

I Almdl. fremstiller man det saaledes, at først maa man have Troen, og saa maa ⓘ enen] tilføjet Existeren følge efter.

Ogsaa dette har bidraget til 139 saa uhyre at forvirre, som var det muligt at have Tro uden Existeren. Og det har man saa sat sig i Hovedet, og afskaffet Existentsen – da jo Troen er det langt Vigtigere.

Sagen er ganske simpel. For at faae Troen maa der en Existents først, en ⓘ existentielexistentiel] , først skrevet existentiell Bestemmelse.

Det er det, jeg aldrig noksom kan indskærpe, at til at faae Troen, til at der endog blot kan blive Spørgsmaal om at faae Troen, maa 261 der Situation. Og denne Situation maa tilveiebringes ved ⓘ etet] , < en existentielt Skridt af Individet.

Dette ►Propedeutiske har man reent afskaffet. Man lader Individet gaae i sin 140 sædvanlige middelmaadige Skure – og saa faaer han efterhaanden Troen, omtrent som man uden at behøve Situation kan lære Udenads-Lectier.

Men tag Exemplet: ►den rige Yngling. Hvad fordrer Χstus som det Foreløbige? Han fordrer en saadan Handling, at den rige Yngling derved aldeles ville været ►vippet ud i Uendeligheden.

See, det er det der ⓘ fordresfordres] , først skrevet fordres: ud skal Du, ud ►paa de 70,000 Favne Vand. Det er Situationen. Nu kan der blive Spørgsmaal om at faae Troen, ell. at fortvivle. Noget Fortjenstligt bliver der alligevel ikke, thi 141Du vil blive saaledes gjennemrystet, at Du nok lærer at slippe ►det Fortjenstlige.

Saa er der igjen en anden Existeren, der følger efter Troen. Men dette Første maa aldrig glemmes – ►eller og er Χstd. reent forrykket.