Kierkegaard, Søren Journalen NB23

👤Francke.


Det er en rigtig Bemærkning af 👤Fr. (i Anledning af Dands, som han forresten erklærer sig imod) at slige Ting skal man ikke tale først om, man skal først Tale om Hjertets Forbedring. Men Verden vil helst først tale om slige Ting, for saa at finde at Χstd. er Overdrivelse.

Men denne Taktik bruger 👤Fr. egl. ikke ret selv. Han gaaer ind paa det Thema om Dands er tilladelig, og anfører Grunde imod. Nei, dette er egl. den dybere Taktik, at svare: jeg er saa langt tilbage i Χstd, at jeg ikke har Tid til at indlade mig paa det Spørgsmaal om Dands, ei heller til at dandse. Det er en ægte religieus Taktik. Men Sagen er, man vil saa gjerne vise, at man har Ret og komme frem med Grunde, og derved taber man den christelige Position. Det er ligesom med noget Betydeligere: med Videnskab. Den som giver Grunde for, at der christeligt ingen Videnskab er, han er narret. Nei, man tage een eller anden christelig Leveregel, og saa siger man: da jeg destoværre maa tilstaae mig selv endnu ikke at have fuldkommet den, hvor skulde jeg saa faae Tid til Spørgsmaalet om Videnskab. Det er egl. det Socratiske.

Stedet om Dands findes i 👤Guerickes 👤Franckes Leben p. 178. Blandt de Grunde, som 👤Fr. anfører mod Dands, er der een, som er saa høi, at man næsten kommer til at lee, han siger nemlig, at det at dandse strider mod »Christi Efterfølgelse«. Det kan man nu vistnok ikke negte, at et dandsende Medlem egl. ikke seer ud som en Christi Efterfølger; men her gaaer det dog 👤Fr. Argument, som man siger om Stemmen, det slaaer over, det er for høit.


#