◄ at de skilles fra os : I artiklen »Tale for Troes-Frihed i Folkethinget. (Et Udkast.)« i Danskeren ( 212,13), nr. 5, den 1. feb. 1851, bd. 4, s. 69-80, skriver 👤Grundtvig, s. 75f.: »Jeg for min Part, som dog tør troe, jeg hører til dem, der i 📌Danmark sætter høiest Pris paa Fæderne-Troen og paa alle de nedarvede Kirkeskikke, jeg vilde finde mig nødt til at udtræde af den saakaldte Folkekirke, og raade alle mine Venner til at giøre det samme, naar det nu igien skulde sættes i Kraft, hvad der længe har været et dødt Bogstav, at i Folkekirken skulde alle de, der vilde gifte sig, nødes til at gaae til Alters, og der skulde Præsterne nødes til at erklære aabenbar uchristelige Ægteskaber for christelige, og naar da, som jeg troer, snart maatte skee, alle de, der frivillig bekiendte Folkekirkens Tro og fulgde dens Skikke, gik ud af den, hvad Gavn eller Glæde mene man da enten Gud eller Mennesker vilde have af en Kirke, hvis Medlemmer fandt det nødvendigt at tvinge hinanden til at bekiende en vis Tro og følge visse Kirkeskikke?« Under Folketingets anden behandling af N.M. Spandets lovforslag om trosfrihed ( 210,17), der også blev en behandling af det nye lovforslag, der var stillet af flertallet af den valgte komité ( 208,3), udtalte Grundtvig if. referatet i Fædrelandet, nr. 23, den 28. jan. 1851, s. 92: »Han selv agtede i høieste Grad de nedarvede fædrene Skikke, men han vilde dog ikke et Øieblik betænke sig paa at træde ud af Folkekirken, dersom det forfærdelige Bud atter skulde kaldes tillive, at Ingen kunde blive Mand og Kone, uden forinden at have nydt Alterens Sacramente.« Hermed henviste Grundtvig til, at § 5 i komiteens lovforslag bestemte, »at der ikke skal kræves Bevis for, at de, der ei høre til et anerkjendt Troesamfund, have nydt Alterens Sacramente«, dvs. har modtaget nadveren, jf. Fædrelandet, nr. 298, den 21. dec. 1850, s. 1190.
I trykt udgave: Bind 24 side 224 linje 34