Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Journalen NB22 : 1851

Kierkegaard, Søren Journalen NB22 : 1851

Søren Kierkegaards Skrifter

↩
NB22:91

✂

#

Samtidigheden med Χstus – Naaden.


I Samtidigheden kan Χstus end ikke ⓘ slaae det mindste af paa Fordringen; thi saa vilde jo hans eget Liv være forandret, han skulde jo ►opfylde Loven indtil det Yderste.

Derfor vredes han heller ikke, over at Ingen kan være hans Discipel.

Saa døer han, og Døden er Naadens Til

4. Journalen NB22, s. 155. Øverst på siden ses marginaltilføjelsen NB22:91.a
blivelse.

►Døendea slog han ogsaa af i Forhold til ⓘ Røveren;

✂ a Og i levende Live gjorde han det jo ogsaa i Forhold til de Mange, mod hvem han gjorde vel, og som han saa lod gaae, uden [at] forlange Efterfølgelse; ►kun mod dem, hvilke han selv vilde have til eller selv vilde være Disciple, maatte han være saa streng.

✂ [b] ⓘ thi her kan da ikke være Tale om at fordre »Efterfø[l]gelse«. Dog, just fordi her ikke kunde være Tale om Efterfølgelse kan man heller ikke bestemt sige, at her er slaaet af. Imidlertid er her dog viist, at Efterfølgelse ►qua talis ikke er den absolute Betingelse; thi i saa Fald ⓘ maatte Χstus vel ved et Mirakel have ladet Røveren stige ned af Korset, givet ham Livet – for nu at see, hvad det vilde blive med hans Efterfølgelse.

Ved i levende Live at slaae af paa Fordringen vilde jo Χstus ikke have været Verdens Frelser; thi ⓘ idet han er Fordringens Opfyldelse er han ogsaa Fordringen. Han maa udtrykke Lovens Fordring indtil det Yderste, maa sprænge Tilværelsen.

Men saa ►forlader han Verden med de Ord: troer paa mig. Her er Troen – Naaden. I levende Live maatte Forholdet være: Tro – Efterfølgelse, om han end selv bedst forstod, at Ingen i Samtidighed med ham kunde udtrykke Efterfølgelsen, hvilket jo ogsaa i sit Maximum vilde være selv at være ⓘ Forbilledet.