X3A799 198 266 Tiden – og min Opgave.
[a] 1) Det er ikke en Tid, der trænger til en Reformator, men det er [en] indbildsk, opblæst, forvildet ►Tid, hvor alle og Enhver vil fuske i at være Reformator, og som derfor trænger til just lige det Modsatte af en Reformator ►en Betjent, der kan fortære opæde alle disse Reformatorer ►som 👤Socrates aad Sophisterne. Det er ikke en Tid, hvor Misbrug af Regjering gjør en Reformation fornøden, men det er en Tid som skal lære at trænge til Regjering eller til at der regjeres.
✂ [a] X3A800Vor Tid bilder sig ⓘ ind at være reformatorisk. Men ved nærmere Eftersyn vil man see, at De, der ville reformere Kirken, slet ikke ere religieuse Individualiteter, men Politikere. ►Naar saa er, saa har da det Bestaaende mere Religieusitet. Faaer da disse Reformatorer Indpas, saa skulde der altsaa afstedkommes en Reformation, der ved mindre Religieusitet, ja ved minus Religieusitet – reformerer hvad der dog har nogen Religieusitet. Nei stop, siger derfor ⓘ ►Styrelsen, ►her skal Intet blive af. I skal ikke have en Reformation, men I Reformatorer skal casseres, vises tilbage, gjøres aabenbare som hvad I ere. Tænk ►👤Luther levende i dette Øieblik, han vilde sige: der maa gjøres Alt for at qvæle en saadan ugudelig og ►formastelig Opstand, der ovenikjøbet frækt vil kalde sig Reformation. Saa forskjelligt er det. Da 👤Luther fremtraadte behøvedes en Reformation; og 👤Luther havde ogsaa væsentlig mere Religieusitet end det Bestaaende. Det blev Reformationen. Nu er Ondet, Sygdommen just, ⓘ den Indbildskhed at en reen verdsliggjort ►Slægt vil – reformere – Kirken. ►Gudeligt forstaaet bliver Opgaven just at trænge dette Uvæsen tilbage, dette Uvæsen, der er den profaneste Efterabelse af og ►Forfængeliggjørelse af 👤Luthers ⓘ Reformation, saa langt fra at være Reformation, at det er al Religieusitets Undergang – ved Hjælp af – rædsomme Nonsens! – en Reformation
2) Hvad jeg saa ofte har 267 sagt: det Høieste og det Laveste har en vis Lighed med hinanden. Dette skal jeg lidt videre oplyse.
Det Høieste er ikke det ligefrem mskligt Normale. Tvertimod det Høieste er det Abnorme. Alle de ⓘ religieuse Paradigmer ere saaledes kjendelige paa, at de have et Anstød mod det Ethiske. Eller for at tage et Exempel. Det at ►sætte Forargelsen – ja Intet er lettere, det kan enhver Laban og enhver Lømmel; og dog, dog just det Høieste er ogsaa det at sætte Forargelsen.
►Rangforordningen er nu følgende.
A) Først kommer det 268 Høieste, der er det Abnorme.
B) Saa kommer det retsindige redelige Msklige, der er en vis Relativitet.
C). Saa kommer Lømlerne, de falske Reformatorer o: s: v:
B er nu aabenbart sandere end C; men B er igjen en Usandhed, naar den aldeles vil ignorere A.
Tag nu vore Forhold. ►👤Mynster repræsenterer B Han har afskyet og saa godt han kunde bekæmpet C. Deri er jeg enig med ham. Men han har glemt at indskærpe ell. dog antyde A, deri er jeg uenig med ham.
269I Magsveier kan nu det Mynsterske gaae.
Men begynder Uroen forslaaer det ikke, A maa anbringes just for at kunne regjere.
Thi see, Tidens Vildfarelse er just en Fusken i det Re199formatoriske. Dette er C. Hvorved kan nu dette C faae en vis Sandhed, om end tilløiet? Just ved at det tager sig A til Indtægt, og A er uheldigviis ikke antydet i det Mynsterske.
Skal man da under saadanne Omstændigheder faae Magt med C, hvad er saa at gjøre? Man afskjære C Communicationen med 270 A, eller gjøre enhver Forvexling af C og A umulig.
Dette skeer sandeligen ikke derved, at man paa Mynstersk fortier A; thi just fordi man har fortiet A, just derfor ►har C kunnet taget sig det til Indtægt, og stille den Sætning, som i en høieste Forstand er Sandhed: at det Høieste er det Abnorme.
Hvad gjør man da? Ja ⓘ her min Taktik.
Jeg anbringer A digterisk, antydende: dette er os Msker for høit, det er kun for de Udvalgte, de høit Betroede. Saa holder jeg paa B. Og saa har jeg Magt 271 til at kunne rende C i Sænk.
Om de snildeste Statsmænd, om de meest ►forfarne ►Kirkestyrere skulde dømme: de vilde sige: han har truffet rigtigt. Og saa maa jeg finde mig [i] at leve her i 📌Kjøbenhavn som en latterlig Overdrivelse, maa for egen Regning ►styre det Hele ud – og imidlertid ►sidder 👤Mynster paa Stads og regjerer – ►in absurdum; og ►Embedsmændene see betænkelige paa mig.
Dog til en vis Grad forstaaer 👤Mynster mig. Jeg har ogsaa gjort Adskilligt for privat at forklare Mit. Men Sagen 272 er, han forstaaer tillige, at der ved dette falder en indirecte Dom over hele Hans. Det gjør der ogsaa.
Og hvad der gjør min Stilling vanskeligere er: at hvad jeg vil, det kan jeg ikke saaledes meddele, maaskee paa Prent ►avertere Publikum. Nei, tak, jeg vil just, at der skal regjeres. Men det er da atter Tidens Forvirrethed, at Alt skal meddeles Publikum, ogsaa det, at der skal regjeres – men saa er det jo umuligt naar det er meddeelt Publikum. Altsaa jeg maa finde mig i at have med ►Regjeringsmænd at gjøre, som egl. ikke regjere; og jeg opretholder paa Kraft at der skal regjeres, og til Løn blive Regjeringsmændene vrede paa mig.