Kierkegaard, Søren Journalen NB22 : 1851

↩

X3A766 216 Collision

Et Msk. kan være saare rigt og mægtigt begavet – han Gud uendelig taknemlig [der]for, forlangende slet Intet mere.

Men see det kan være ham, som var der ham dog egl. endnu mere betroet, som skulde han høiere op – maaskee nærme sig det Overordentlige. Og han forstaaer, at er han det, saa ⓘ styrterstyrter] , først skrevet er han i samme Øieblik, msklig talt, i Undergang – thi det Overordentlige, ja det er evig vist, det ⓘ kankan] , først skrevet det kun ►ligge under i denne Verden.

See det kalder jeg en Collision.

Sæt nu han var det Overordentlige, saa vil han altsaa 217 i samme Øieblik styrte msklig talt i Undergang – og saa vil jo dette i samme Øieblik blive Anfægtelsens stadige Magt mod ham, at nu har han selv forspildt Alt – og i ethvert svagt Øieblik vil det see saaledes ud for ham.

177Thi det Overordentlige kan kun ►have reent Aands Forhold ud, svævende i det rene ►Aandens Vidnedsbyrd, hvilket negativt er, at alle ligefremme Tegn ere dialektiske eller omvendte. Thi ►Undersætningen til det at være det Overordentlige er: at ligge under i denne Verden; og det msklige Ligefremme er at ville kjende Guds Forholdet paa at man har Medgang, at Alt lykkes for En, eller mislykkes det saa dog at 218 haabe for næste Gang. Men for den Overordentlige er intet saadant Haab, for ham er kun det vist: hans Undergang – gaaer han ikke, msklig talt, under, saa var han heller ikke i Sandhed det Overordentlige.

Hvad Under saa, at det er som det altid er med de Overordentlige, Guds Redskaber, at Gud maa ►tvinge dem ud til at være det Overordentlige – thi med sin gode Villie indlader nok Ingen sig paa Sligt!

Men som Alt er ►taget forfængeligt i Χstheden ►saa ogsaa Begrebet af den »Overordentlige.«