Kierkegaard, Søren Journalen NB22

Den christelige Veltalenhed.


👤Chateaubriand i hans Χstds Aand taler om at den christelige Veltalenhed det er Noget, som udmærker Χstd. for Hedenskabet, Noget Saadant havde Hedenskabet ikke – og 👤Tzschirner (i hans Breve til Ch. 📌Leipzig 1828) stemmer i.

Herved maa bemærkes, at dette er en Vildfarelse. Thi christeligt forstaaet er det hele Begreb af christelig »Veltalenhed« paa mange Maader en Misvisning, et indirecte Beviis paa, at der sættes af i det Existentielle; thi i samme Grad stiger Veltalenheden, hvilket alle politiske Analogier bevise, at i Staternes Opløsning florerede Veltalenheden. Forsaavidt er det maaskee snarere et Beviis for Hedenskabets større existentielle Dygtighed, at det ikke kjendte geistlig Veltalenhed. Og dernæst havde Hedenskabet en Analogie til christelig Veltalenhed, det var Sophisternes Veltalenhed. Veltalenhed er for en stor Deel efter sit Væsen Sophistik; det Sophistiske ligger i, at der, hvor der skal handles, istedetderfor bliver Plads for Veltalenhed.


#