Kierkegaard, Søren Journalen NB21 : 1850

X3A527 Christendommens Forkyndelse for en Menighed – og min Forkyndelse især ved ►Pseudonymerne.

134📌Danmark er saa lille et Land, at der neppe kan være ⓘ TaleTale] , < tale om, at Nogen paatager sig at forkynde Χstd. uden Præster. Disse ere ved at have Menighed snarere kun altfor meget indøvede i at maatte slaae af og tage et Hensyn eller mange Hensyn. Forsaavidt ►Præster udgive deres Prædiken ved Trykken er denne dog igjen væsentligen i den Toneart i hvilken de pleie at holde dem for Menighed.

Følgen heraf bliver let, at den ideale ►Priis paa Χstd. slet ikke noteres.

Men saaledes maa det ikke være; den maa noteres. Men denne Forkyndelse er ikke for Menighed, men snarere for Præster, eller som en ►Aande-Røst, der ikke forlanger, at denne Priis nu skulde være den daglige, men at den daglige 135 Priis ikke bliver en reen dvask Vane.

Dette er at afgive ►Correctivet. Et Correctiv har ikke at forsøge at fortrænge et Bestaaende og gjøre sig selv til et Bestaaende, men, om muligt, at ►beaande, inderliggjøre.

Vilde Nogen sige: ja, Du kan sagtens tale, det er jo Dig, der har villet paatage Dig at afgive Correctivet og vi Andre ere det, der have maattet finde os i, at dømmes. Saa vilde jeg svare: 1) Jeg har Ingen dømt 2) er der nogen Anden, der vil paatage sig det, vel jeg ►træder gjerne af. 3) Correctivet dømmer jo lige saa godt mig selv. 4) det er et uhyre Ansvar at skulle notere den ideale Priis, reen ►Aandekamp. 5) Man udsætter sig for mange Ubehageligheder med 136 Menneskene. Saa jeg troer dog ikke, at jeg har havt den letteste Opgave.