Kierkegaard, Søren Journalen NB21 : 1850

X3A445 9 En Præsts vanskelige Situation.

En Enke døer. Hun har i levende Live haft en meget betydelig ►Pension, hun efterlader sig nogen Formue. Hun har imidlertid været meget godgjørende. Vel, det kan jo Præsten sige. Men han er begeistret, han føler sig (maaskee uopfordret som det hedder, hvorved vi nok veed hvad der forstaaes) ⓘ kaldetkaldet] , ændret fra sig kaldet til at tale i høi[e] Toner om denne sjeldne Godgjørenhed, han siger: hun var ikke blot gavmild, nei, hun ►gav, som hiin Enke i Evangeliet, den sidste Penning til de Fattige. Dette er nu deels Løgn, og deels – ja nu kommer den satiriske Vanskelighed! – at det nemlig er Løgn 10 kan man bevise – forunderligt! – man kan bevise det af Præstens Tale. Havde Enken ganske bogstaveligt givet den sidste Penning til de Fattige, saa havde hun altsaa ikke efterladt sig ►een eneste Hviid – og ⓘ altsaaaltsaa] , først skrevet havd havde hun heller ►ikke efterladt Noget til at betale ⓘ PræstenPræsten] , ændret fra med Præsten med, og hvad saa? saa havde hun ingen Ligtale faaet, allermindst saadan kjøn Ligtale, der ikke er for dyrt betalt med ►50rd.