Kierkegaard, Søren Journalen NB21

Det er dog tvetydigt at declamere til Ære og Priis for en Afdød, med hvem man har levet samtidigt og modarbeidet: det er lige saa tvetydigt som at raabe Hurra for en Mand, idet han reiser bort, da dette jo kan betyde: Gud skee Lov, at Du reiser.

Men Ret faaer den Afdøde aldrig. Selv kan han jo dog ikke staae op af sin Grav, og tilraabe de Declamerende: Løgn i Jer Hals. Og lever der En samtidig med de Declamerende, og vil han paatage sig at bevise, at de Declamerende lyve, – saa styrter man sig en masse over en Saadan, han faaer omtrent samme Skjebne som den Afdøde, indtil saa ogsaa han er en Afdød, og de Declamerende nu tage sig af ham, medens saa en Ny træder op og viser, at de Declamerende lyve, en Ny, der saa faaer samme Skjebne som den Afdøde, indtil saa [de] Declamerende tage sig af ham o: s: v: Dette er Verdenshistorien.

Af En, der i Sandhed har villet noget Sandt, kan mange, mange Declamateurs leve christeligt; hvor mange mange Millioner Declamateurs have ikke levet christeligt af at Χstus blev korsfæstet for Sandheden.

At sige det, hjælper i en vis Forstand ikke; selv al min Politie-Snildhed, det er umuligt at sikkre sig mod – Declamateurs. Hvad jeg her har sagt, kan en Declamateur snildt benytte til Declamationer – og er der en Redelig, der beslutter at handle derefter, hans Skjebne er vis.

Og derfor er det dog saa taabeligt, at dømme et Msk. efter hans Ord – nei hans Liv er Dommen. Har Du forkyndt, at Sandheden lider i Verden, og selv gjort Lykke ved denne Forkyndelse, saa er Du dog en Bedrager. Loven er bestandigt: Det Du forkynder, frembringer den samme Virkning som den Du forkynder det frembringer, eller Forkyndelsen frembringer som Virkning det Forkyndte.


#