Kierkegaard, Søren Journalen NB21

X3A607 264 Nonsens.

►👤Stilling fortalte mig, at der var En – formodl. var det da en Præst – der havde forklaret ham, at ►Indøvelse i Χstd. det var en Anmasselse, »en Anmasselse af ⓘ enen] , først skrevet een Enkelt at tale saaledes.«

Godt! Tilsidst vil man vel, at der skal en Forening, en Comitee til for at fremstille Idealerne.

O, Dyb af Nonsens! Enten maa det være en Enkelt der fremstiller Idealerne – eller disse kunne slet ikke fremstilles. Naar der er 265 Flere – saa er Relativiteten.

Nu er Tidens Ulykke just, at det Sociale reent har qvalt Idealerne. Endelig er der saa en Enkelt, der paa den beskedneste Maade gjør Forsøget – men en Enkelt maa det som sagt være – og saa hedder [det]: det er Anmasselse af en Enkelt.

I Grunden er der en ►Natur-Underfundighed i denne Replik. Thi det man netop ikke vil have frem er just Idealerne; man vil blive i ►det ⓘ selskabelig-Pruttende.selskabelig-Pruttende.] , først skrevet selskabelig-Pruttende og Men nu kan Idealerne ⓘ kunkun] , først skrevet bring bringes frem af en Enkelt – ergo søger man at cujonere den Enkelte til ikke at turde og saa slipper man for Idealerne; 266 maaskee man saa dog finder at der er noget i den Sag – og nedsætter en Comitee, eller man styrer ud i en rummelig ►firsætsig Holsteensk-Vogn – for at opdage Idealerne.