Kierkegaard, Søren Journalen NB21

X3A586 Angaaende ^[a] ►»Indøvelse i Christendom« og dens Forhold til ⓘ etet] , < det Bestaaende.

Den er aldeles conservativ, vil just eller kan just bevare et Bestaaende.

Men Sagen er, ►dens Forfatter er ikke en Embedsmand, eller En, der saadan udenvidere slutter sig til det Bestaaende for at gjøre Embeds-Carriere.

88 Min hele Anskuelse 232 er, hvad jeg altid har vedkjendt mig, at ikke Regjeringen men Mængden er det Onde; at derfor de sande ►Extraordinarii vilde have at tage Sigte mod Mængde for Regjeringen.

Men paa den anden Side en Extraordinair er noget Andet og Forskielligt fra en Embedsmand. Han har da først at tage Positionen saaledes ved Hjælp af ►en dialektisk Krydsning, at han ikke ►fordølger det Bestaaendes ►Misligheder – og nu 233 faaer at see, om maaskee det Bestaaende vil støde ham fra sig, og gjøre ham om muligt til Bevægelsen i Betydning af Opinionen.

I gamle Dage kom de Extraordinaire med Sigte paa Regjeringen og søgende ►Tilhold hos Folket. ►Dette er ikke mere saa. Det Ny vil være, at den Extraordinaire tager omvendt Position men ikke tillader den Forvexling som naar en Embedsmand identificerer det at tjene det 234 Bestaaende, og det at avancere o: D:.

Det beroer da paa, om et Bestaaende er sandt nok til at erkjende en saadan Extraordinair.

At operere paa den ⓘ MaadeMaade] , først skrevet S er for den Vedkommende uhyre anstrengende idel ►Frygt og Bæven. Især da for mig, ►jeg der ⓘ dogdog] SKS, dov har saa meget af en Digter, og derfor heller ikke i strengeste Forstand er en ⓘ ExtraordinairExtraordinair] , < Extraordinaire, hvad jeg altid har ⓘ indskærpetindskærpet] , først skrevet gj, men 235 dog saa beslægtet dermed og anelsesfuld i Forhold dertil, at jeg dog kan ►gjøre opmærksom.