Kierkegaard, Søren Journalen NB21

Om mig selv.


Jeg er strengt opdraget i Χstd, var tidligt langt fremmeligere end maaskee adskillige Præster nogensinde komme; jeg studerede saa Theologie; blev Candidat – jeg kunde saa have søgt et geistligt Embede. Var saa blevet Præst, havde maaskee nu allerede været Provst, maaskee inventeret Noget i det Administrative, saa jeg endog var blevet Ridder af D.

Dette maatte man jo kalde min naturlige Udvikling, der saa kan fortsættes videre, saa jeg endog var blevet Biskop, havde udrettet meget for Χstd – og Eet var der bestandigt, om hvilket jeg i saa Fald kunde kun svare: ja, naturligviis, hvor i al Verden falder man paa at spørge mig om Sligt, Spørgsmaalet var nemlig: er Du virkelig selv en Christen.

Mig er det nu gaaet anderledes. Paa en besynderlig Maade er denne min naturlige Udvikling blev[et] standset ved det Spørgsmaal, jeg kom til at gjøre mig selv: er Du en Χsten.

Fra den Tid har jeg faaet mere at bestille end nogen Præst og end nogen Provst – men altid dette, hvad en Præst og Provst vilde kalde det, dette Sinkerie af en Nøle-Peer. Sandt nok, jeg ligger ogsaa som en Evighed bag ved hele denne travle Virkelighed, der begynder med naturligviis at forudsætte det eneste Vigtige, for saa at faae 👤Satans travlt med Kirke og Skole og Tabelværket, og Børne-Avlen, item Høravlen o: s: v: o: s: v: – saa der neppe engang bliver Tid til, paa det Spørgsmaal »er Du en Χsten?« at svare: aah, ja naturligviis.