Kierkegaard, Søren Journalen NB21

X3A596 248 Den stigende Vanskelighed i Aandens Forhold.

Jo længere man kommer frem, desto vanskeligere bliver det. Og ikke blot at Verdens Modstand tiltager, det lader sig saa let forstaae. Men saa ►slaaer der sig smaa Uheld, Livets Drillerier, som man hidtil har været ►forskaanet, og som man syntes nu allermeest maatte befries for, det slaaer sig til. Da kan dette jo ►betyde En, at man er ⓘ paapaa] tilføjet forkeert Vei, og ►skal ad anden. O, men tro, og Du skal see, Du faaer Mod 249 til at forstaae det anderledes: at det just er for at hjælpe til Opgaven, at den kan blive betjent med renere religieuse Kræfter. Jo betydningsfuldere Opgaven er, desto mere maa Gud 93 controllere, hvem det er han har for sig, at det da ikke er et fortumlet Genie der faaer fat i de allerfarligste Opgaver.

Altsaa denne Piinagtighed er ^[a] ►conditio sine qua non for ⓘ atat] , foran er slettet ret blive betroet saadanne Opgaver.

Naar Rytteren ret vil bruge sin Hest: saa bliver der lagt skarpt ►Mun[d]bid paa, og maaskee faaer den 250 lidt ►knapere Kost. Hesten tænkte vel i sit stille Sind, at lige det Omvendte vilde skee. Men hvis Rytteren og Hesten kunde tale sammen saa vilde vel Rytteren sige: kun ved Hjælp af det skarpe Mun[d]bid kan Du komme til at gaae som ►en Paradeur; om Du vilde love mig det 10 Gange og ►foresætte Dig det nok saa ⓘ redeligtredeligt] , først skrevet l, at Du vilde holde Dig som et Paradeur – det gaaer ikke; nei skal Du gaae som en Paradeur, maa Du hjælpes – og dertil det skarpe Mundbid. Og ligesaa med den ⓘ knappeknappe] , først skrevet sk Kost.