Kierkegaard, Søren Journalen NB21

Forholdet til Gud.


Naar Alt smiler om Dig, og Du overstrømmer af Glæde, eller dog ret føler Dig glad ved Tilværelsen – og Du da tænker paa Gud, da blomstrer maaskee Dit Udtryk stærkere, rigere.

Naar Du er forsagt, nedbøiet, da er maaskee Dit Udtryk fattigere – men, men, i det sidste Tilfælde er det utvivlsomt klarere, at det er Dig, der trænger til Gud: og just det er Gud det eneste Velbehagelige, at Du ret i Sandhed trænger til ham. Naar Du jubler, da kan vel Din Taknemlighed mod Gud være Sandhed i Dig; men det er dog muligt, at det ikke er den rette Trang til Gud, der rører sig i Dig, hvor smuk og velmeent end Din Taknemlighed kan være.

Altsaa det Sidste er Gud det Velbehageligste. Thi Gud er Aand, han finder ikke videre Velbehag i et Mskes Hymner, saa lidet som i Offer-Lugt; men det han finder Velbehag i, er at et Msk. ret trænger til ham, ret føler at han trænger til ham.

Naar Du ligesom har rige Gaver at bringe Gud (Lovsangens lykkelige Rigdom, og Veltalenhedens Fylde, og alt dette Digteriske, og dog i Oprigtighed, thi ellers er det da tomt det Hele) saa er det maaskee behageligere for Dig at nærme Dig Gud; o, men naar Du er fattig, forknydt – da er det behageligere for Gud, at Du nærmer Dig ham, tænker paa ham; thi han har kun een Glæde: at meddele, og altsaa er den Velkomneste den meest Trængende.