Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

X3A337 Menneskeligt Vrøvl.

►Idag talte jeg med en Høiærværdighed. 128 Han forklarede mig begeistret, at det der egl. ⓘ behøvedesbehøvedes] , ændret fra ikke behøvedes, er ►Tiggermunke o: D:. Men hvorfor bliver saa hans Høiærværdighed ikke selv en Tiggermunk? Der438om lader det sig da ikke sige: jeg kan ikke, thi det beroer jo blot paa Villie. ⓘ AltsaaAltsaa] , først skrevet Og smed alinea hans Høiærværdighed foretrækker, at sidde i et af de store Embeder. Men næste Søndag prædiker han rørt om, at det der egl. behøves er Tiggermunke.

Og nu videre. Sæt saa der opstod eller fremstod en saadan Tiggermunk iblandt os, hvad vilde saa Hans Høiærværdighed gjøre? Han vilde strax benytte Leiligheden til at udraabe: det er det jeg altid har sagt – og saa vilde han næsten bilde sig ind at han selv var Manden, istedetfor det jo er en desto større Brøde, jo længere Tid og jo mere høirøstet han har sagt, at det var det der behøvedes uden at gjøre derefter.

Og nu videre. Naar 129 saa Tiggermunken havde levet blot eet Aar, saa vilde hans Høiærværdighed være med blandt dem, der skreeg: det er en Overdrivelse, en ⓘ Overdrivelse – thiOverdrivelse – thi] , ændret fra Overdrivelse; thi nu begyndte Sagen at blive Alvor.

ⓘ SeeSee] , først skrevet et dobbeltkors denne Høiærværdighed han sidder roligt i det store ►Levebrød, passer nøie paa, naar det større bliver ledig, at han kan søge det. Vidunderlige menneskelig Vrøvl! Begiv Dig blot ind i Vrøvlet, der er Avancement og Befordring. For Sandheden er der i denne Verden intet Avancement, men kun Tilbagegang.