Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

X3A319 Syndsforladelse.

►👤Hamann citerer et Sted (1ste Bind af hans samtlige Skrifter i Brevet No 40): Wie es von drey Männern Gottes in der Schrift heißt: daß Gott ihnen vergab und ihr ⓘ Thun Thun ] SKS, Tuhnstrafte ►Ψ 99.«

Dette er jo som 👤Hamann 93 i en Parenthes tilføier, ►»to modsatte Begreber, der synes at ophæve hinanden.« Men det [er] dog ogsaa et ⓘ betegnendebetegnende] , først skrevet n Udtryk for det christelige Begreb af Syndsforladelse.

Allerede ►i een af mine tidligste Journaler (fra en Tid før jeg begyndte at være Forfatter) har jeg bemærket, at Syndsforladelsen ikke ligger saa meget i Straffens Borttagelse som i den forandrede Forestilling om, at det ikke er Straf, at Gud er mig naadig. Straffens smertelige Lidelse borttages maaskee ikke, kræver sin Tid, men min Forestilling om den er forandret. Jeg bærer nu denne Lidelse ikke besværet ved Tanken om, at den er Udtrykket for Guds Vrede, men jeg bærer den med Gud som jeg bærer en anden Lidelse.

Dette er jo ogsaa ganske begrebsrigtigt Syndsforladelse, ogsaa om man saa vil ⓘ StrafseftergivelseStrafseftergivelse] , først skrevet Straf<·>. Thi hvad er Straf? Straf er ikke Smerten i og for sig; den samme Smerte ell. Lidelse kan jo vederfares en Anden som blot Tilskikkelse. Straf er Forestillingen om at denne Lidelse er Straf. 94 Naar nu denne Forestilling tages bort, saa tages egl. ogsaa Straffen bort.