Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

90 X3A317 At ►bede i Χsti Navn.

Det fremstilles i ►Χstheden ►saa. Jeg har en Gud i Himlene, ⓘ afaf] , først skrevet en hvem jeg turde vente Alt Godt (thi han er uendelig Kjerlighed) – ak, hvis jeg ikke var en Synder. Men nu har Χstus ved sin Lidelse og Død ►gjort Fyldest og forsonet mig med Gud – ergo tør jeg nu vente alt Godt, og bede Gud derom.

Her ►snupper man igjen for gesvindt af. Man glemmer at Χstus er Forbilledet. Man forvandler Forholdet som var Gud en mægtig Fyrste, Χstus den mægtige nærmest staaende Hofmand, hvis Indflydelse var saa stor, at 91 naar jeg beder i hans Navn saa høres min Bøn. – Men denne Hofmand giver sig jo ikke ud for Forbilledet – jeg benytter blot hans Indflydelse.

Dersom jeg ⓘ dada] , først skrevet n i Χsti Navn beder Gud om eet ell. andet Gode ell. Fritagelse for eet ell. andet Onde, saa er der det ►aber derved, at jo Χsti Navn ved at forpligte mig til Efterfølgelse forpligter mig til langt større Lidelse og Afsavn ved virkelig at skulle ►afdøe fra Verden.