Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

X3A258 Angaaende en ►Yttring i Efterskriften til »📖 Afsluttende Efterskrift« i Forhold til ►Udgivelsen af Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed.

Yttringen er: ►Der er saaledes i de pseudonyme Bøger ikke et eneste Ord af mig selv; jeg har ingen Mening om dem uden som Trediemand, ingen Viden om deres Betydning uden som Læser, ikke det fjerneste private Forhold til dem, ⓘ somsom] , først skrevet hvilket dette da er umuligt at have til en dobbelt reflecteret Meddelelse. Et eneste Ord af 2 mig personligt ⓘ i mit eget Navni mit eget Navn] tilføjet vilde være den anmassende Selvforglemmelse, der forskyldte med dette ene Ord, dialektisk seet, væsentligen at have tilintetgjort Pseudonymerne.«

Nu kunde man sige, at i ►»📖 Regnskabet« fE er der jo ►talt ligefrem om Pseudonymerne, efterviist den ledende Tanke gjennem det Hele.

Herved maa bemærkes. Deels, at hvad jeg den Gang skrev kan være ganske sandt, og det Senere lige saa sandt, fordi jeg nemlig den Gang ikke var videre i Udvikling, endnu ikke havde forstaaet mig i den definitive Tanke for hele Productiviteten, endnu ikke engang med Bestemthed turde sige, om det ikke muligt endte med, at jeg fandt Noget, der stødte mig tilbage fra Christendommen, medens jeg dog i religieus Begeistring vedblev af yderste Evne at løse den Opgave at 393 fremstille hvad Christendom er. Deels, at jeg jo heller ikke ►i Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed taler ligefrem om Pseudonymerne eller ⓘ identificerer mig medidentificerer mig med] , ændret fra gjør mig til Pseudonymerne, men blot viser deres Betydning som Maieutik. Endeligen, at jeg jo tilføier: ►saaledes forstaaer jeg det Hele nu, at jeg ingenlunde selv saaledes har overskuet det Hele fra Begyndelsen, saa lidet som jeg tør sige, at jeg strax har forstaaet, at ⓘ det Pseudonymesdet Pseudonymes] , ændret fra dets τελος var 3 Maieutik, da det tillige var som Digter-Udtømmelse Moment i mit eget Livs Udvikling.