Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

NB20:38

#

Christendom – at afdøe.


at dette er saaledes sees jo alene deraf, at det siges: Du skal elske Χstus.

Men at elske er at forvandles i Lighed med den Elskede; ellers er det blot at ville have Profit af den Elskede.

[a] Men er det Formastelse at ville gjøre det, saa er det jo ogsaa Formastelse ved Prædiken at opfordre dertil.


Altsaa, »det er Formastelse«. Ja naar nu blot det at ville elske Χstus indtil at stræbe efter at ligne, naar det nu saadan ganske ligefrem var det blot ligefrem Store (som fE det at ville elske en Prindsesse o: D:), saa var det ogsaa ganske i sin Orden, med dette at det saadan er for ikke at være formastelig at man lader det fare. Men da det at elske Χstus er i sit Første just hvad Kjød og Blod gyser allermeest tilbage [for], saa er det en egen Sag med, at Enhver der lader det være skal have Ret til at sige, at det er for ikke at være formastelig. Men her staae vi igjen ved hele det officiele Hyklerie som er Protestantismen forbeholdt: det er muligt, at det er Fromhed, der af Gudsfrygt ikke tør vove det (skjøndt det dog her altid er en egen Sag) og det kan være den aldeles profane Usselhed, der benytter sig af Leiligheden til at blive fri, og saa ovenikjøbet tager sig det til Indtægt, at det er for ikke at være formastelig.

Dog naar saa En vilde gjøre det, vilde elske Χstus – saa skriger hele Χstheden: det er Formastelse – men om Søndagen præker Præsten, at det skal man gjøre.

Forskjellen er, at Præste-Præk om Søndagen det er Divertissement, det andet er at gjøre Alvor deraf – og det vil man ikke. Man ligger og foregøgler Mskene det Høieste og siger, at det er det han skal – og vil han saa for Alvor, saa siger man: det er Formastelse.