Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

45 X3A288 410 Den nu brugelige Christendoms Forkyndelse

er ►Majestæts-Forbrydelse mod Χstd. Istedetfor 1) at vidne 2) at bruge Myndighed 3) saa at ►byde et Liv til, der er villigt at finde sig i, hvad heraf maatte følge; kort istedetfor at holde sig nær til Gud og lade ham om Resten, vil man deels i pianket Ubetydelighed, som aldrig har haft Forestilling om det Høiere, deels i Msk-Frygt, endelig ogsaa for jordisk Vindings Skyld, staae sig godt med Mskene, og forvandle dem derfor i eetvæk til Instantsen, der bedømmer hvad Sandhed er.

Det forstaaer sig sand Χstd. vilde ogsaa ►komme slet an i vor Tid. At ►det skulde være saa, at Msk. i den Grad havde ⓘ enen] , ændret fra et Herre over sig, at saaledes hver hans Dag og hver Dagens Time ⓘ varvar] , først skrevet f forpligtet i Guds Tjeneste, at han saaledes skulde virkelig fornegte sig selv, 46 at det saaledes skulde ►være Alvor med at elske Gud at det virkelig var at hade Verden – det ⓘ erer] , først skrevet var jo oprørende, vil man sige. Ja, ganske rigtigt. Χstd. er ogsaa ⓘ »Oprøret«,»Oprøret«,] , først skrevet »Oprøret«. det vil ⓘ sige,sige,] , først skrevet sige, saasnart Χstd. sættes frem i sin Sandhed, saa vil ogsaa Mskene ►oprøre ⓘ sigsig] , først skrevet sin mod den.

Men hvor findes der vel i vor Tid De, der endog blot have Forestilling herom. Thi alene dertil fordres ⓘ atat] , først skrevet en være taget saaledes ud af Forholdet til Andre, at der dog kan være Tale om at komme Gud nogenlunde nær. Men de Fleste ere jo fra Fødselen af og indtil Graven i den Grad vrøvlede ind i Forholdet til »de Andre«, at det aldrig falder dem ind, at der er absolute Tanker til.