Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

X3A403 Mit, Misforstaaelsens Forhold til ⓘ SamtidenSamtiden] SKS, Samtidigen.

Skylden er ikke min, Sagen ganske simpel.

Saa længe Forholdet skal være dette, at mit Liv det mangler Alvor, men alle de Andre, de ere alvorlige Mænd, saa kan der kun komme Confusion ud deraf.

222 468 Altsaa mit Liv, hedder det og har det stadigt væk hedt, mangler Alvor, det var at ønske at han vilde samle sig paa noget Alvorligt o: D. Og naar man da hører nærmere efter, ►hvori det egl. stikker, saa erfarer man, at det er, fordi jeg intet Levebrød har, ingen Embedstilling, Intet er blevet til, endog – for Ideens Skyld, vilde jeg ⓘ sigesige] SKS, sige sige, men Sligt er da Nonsens i Verdens Øjne – har ►udsat mig for at ⓘ [blive]blive] , således også Pap. Latterens Bytte.

Altsaa, fordi jeg uden Levebrød, uden Embedstilling ɔ: uden nogen jordisk Løn, udleet altsaa endog lønnet 223 med Forhaanelse – arbeider – og det tør jeg sige – mere end nogen Embedsmand og Levebroder: ⓘ derforderfor] , først skrevet deraf er mit Liv uden Alvor.

Ja, paa den Maade kan man kun faae Confusion af mig og mit Liv. I verdslig Verdslighed er det reent glemt, hvad Alvor egl. er, og jeg, som dog, om ⓘ endend] SKS, en svagt, minder en Smule derom – jeg er den Eneste, som aldeles mangler Alvor.