Kierkegaard, Søren Journalen NB20 : 1850

X3A399... Dersom jeg saae en ung ►zartbygget Pige, der, ved Synet af en Brændehugger, som ⓘ paapaa] , først skrevet s Øxen 216 svingede en uhyre Knude over Hovedet, sagde: det er en Skam af mine Forældre, at de ikke ville tillade mig at hugge Brænde, naar jeg ⓘ blotblot] , først skrevet i maatte, jeg skulde«: saa vilde jeg smile.

Ligesaa naar jeg hører ►en forfinet, goethisk Kunst-Natur, der i et sværmerisk Øieblik paa Prædikestolen, ikke uden Taarer forsikkrer, hvorledes han ofte har længtes efter at have været samtidig med Χstus.

Det forstaaer sig, man udtrykker sig vel ikke slet saa nøiagtigt, man siger: ►man ønskede at have seet Χstus – ah ha!, saadan maaskee en privat Forlystelse ⓘ paapaa] , først skrevet i et afsides Sted i en ►»stille Time.«

Der er ikke Meget, 217 der er mig saaledes ►til Forargelse, som dette Sludder: om de stille Timer – ret som havde Χstd. det fjerneste Slægtskab med den Art Forkyndelse. Det rædsomste Optrin i hele Verdenshistorien, det skal ⓘ i – sin Sandhedi – sin Sandhed] , først skrevet i Sand fremstilles »i en stille Time.« Det er dog vel saa aabenbart som muligt at gjøre det Hele til Comedie eller Leeg, som naar Børnene i Dagligstuen ►lege 👤Napoleons Overgang over Alperne eller Deslige.