Kierkegaard, Søren Journalen NB20

Mulighed – Virkelighed.


Nu declamerer 👤Mynster og siger: og dog holdt han det ikke tilbage, men han (Χstus) sagde det store Ord: jeg er dog en Konge – og saa græder 👤Mynster, jeg, Frøken 👤Jespersen, Student 👤Møller, Conferentsraad 👤Nissen, Grosserer 👤Grønberg o: s: v: o: s: v: og Alt som vi græde beundre vi 👤Mynster; Mangen er det vel ikke engang klart om han græder ved Tanken om Χstus, eller det er Beundrings Taarer over 👤Mynster

Da han sagde disse Ord – troe mig, da har Jøderne grint, og 👤Pilatus trukket paa Skuldrene – og vi Andre hvad havde vi gjort.

At dette er saa, mig synes, at jeg maatte kunde overbevise en Steen derom.

Og dog, end ikke Dette maa siges – eller Du skal see hvad Virkeligheden dømmer. Du vil Ingen røre (ak, som Excellencen, den rørende Excellence) de ville lee Dig ud, saa beskylde Dig for Indbildskhed og Stolthed, og Upraktiskhed.

Og saa skulde man ikke have Lov til at trøste sig ved Tanken om Døden!