Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB20

Det er ganske sandt hvad 👤Luther siger, at dersom et Msk. ved sin egen Stræben skulde erhverve sin Salighed, saa maa det ende enten i Formastelse ell. i Fortvivlelse, at derfor Troen er det Frelsende –

[a] 👤Luther urgerer derfor ogsaa selv, at Fasten o: D: skal gjøresa, kun at Saligheden ikke skal gjøres afhængig deraf. Her ligger det Dialektiske: Saligheden er ikke afhængig deraf – ergo, mener man, kan man lade en Stræben reent falde bort. Men dette har aldrig været 👤Luthers Mening; saa blev han jo en Forfægter af den døde Tro. Hans Mening er: naar Saligheden gjøres afhængig deraf, saa er det Loven, og det er ved det Onde et Msk. drives til at stræbe. Naar det er Troen, der frelser, saa følger en Stræben fremelsket ved Hjælp af det Gode. Men følger der paa Troen slet ingen Stræben, men vel endogsaa det Modsatte, saa er en Saadan fortabt, og hvorfor? er det fordi at denne Stræben udeblev? I saa Fald blev jo dog Saligheden afhængig af en Stræben. Nei, det er fordi denne Stræbens Udebliven gjør det aabenbart, at han ikke har Troen; og derfor fortabes han, fordi han ikke har Troen.

a saaledes fE i Prædikenen over Epistelen paa 1ste Søndag i Fasten, o: fl. Steder.