Kierkegaard, Søren Journalen NB20

X3A379 455 ⓘ Om mig selv. Om mig selv. ] tilføjet

... Dette er som et Motto paa, hvorledes hele mit Liv misforstaaes.

►Et Msk., der i sit 25de Aar forstod 👤Socrates saa godt som jeg forstod, hvad jeg ogsaa har viist i min Disputats, ham turde man dog vel forudsætte hos, at han var vidende om, at Den, som vil nyde Ære og Anseelse i Verden, han maa understøtte ved Sandsebedrag, ►leve skjult, være sjelden seet o: s: v:

►Saa begyndte jeg da min Virksomhed. Tungsindig som jeg 186 var, lidende i mit Inderste, en ►Poeniterende satte jeg mig det som Opgave at sprænge Sandsebedragene, at leve just saaledes, at man trods al Præstation, gaaer Glip af Ære og Anseelse, fordi det daglige Syn af En, det at man Ingenting er o: s: v: i den Grad svækker Indtrykket, at man gaaer Glip af Anseelse.

Nu skal da Samtiden til at dømme mig. Den gaaer ud fra den Forudsætning, at det da naturligviis følger af sig selv, at jeg som alle Andre har villet og higet efter Ære og Anseelse – men jeg har ikke baaret mig rigtigt ad, bildt mig ind, at at leve paa min 187 Maade var Veien til Anseelse.

Altsaa jeg har været en uerfaren Yngling o: D: – Herre Gud.

Paa den Maade befrier Verden sig altid for Indtrykket af det Bedre, det Opvækkende.

Just fordi Alt gjaldt om dette Punkt, har jeg gjort saa meget for at sikkre mig, at jeg dog alligevel blev anseet for meget klog. Saa løste man da Vanskeligheden ved at forklare, at jeg er sær. Herre Gud.

Hvor meget har jeg dog ikke gjort for at gjøre Sagen saa mild som mulig for de ►Medlevende! Der er visse Ting, ⓘ hvoromhvorom] , først skrevet s det gjælder, at naar en 188 Mand med streng Alvor, dømmende, siger det: saa forbittrer det – dersom et Barn ►slumper til at sige det Samme, saa ►tager man sig det ad notam. Saaledes har jeg fundet mig i at blive anseet for en Særling, en letsindig Fugl o: D: blot for ikke at forstyrre. O, men ogsaa det har man ►taget forfængeligt.