Kierkegaard, Søren Journalen NB20

Min Fremstilling


skal være en Overdrivelse. Nu vel, man vise mig, hvor da det N. T. slaaer af og prutter – og Andet end det N. T. have vi dog vel ikke at holde os til. Men Χstheden har opfundet følgende Vrøvl: der er et aabenbaret Guds Ord – men saa existerer der imellem os Msker en Tradition, ifølge hvilken det er vedtaget, at det da saadan udenvidere følger af sig selv, at vi ikke skulle tage det saa nøie, Guds Ord er egl. ikke for os.

Eller man vise mig, hvor Kirkefædrene sloge af. Eller er 👤Luther da ogsaa en Overdrivelse.

Man ophidser sin egen og Menighedens Phantasie om Søndagen – i en stille Time; og om Mandagen er Præsten den Første til at raabe korsfæst over Den, som vover at gjøre derefter, ell. om man ikke raaber korsfæst, saa finder man det dog lige saa latterligt, som om En vilde gjøre efter hvad han seer eller hører i Theateret.

Disse stille Timer – afskyelige Opfindelse. Hvad der blev foredraget paa Torvet, paa Gaden, og blev Virkelighedens Katastrophe ϰατεξοχην det kan nu kun foredrages i en stille Time – det Andet vilde være profant. Saa var da altsaa 👤J.Χstus profan.

Og saa dadler man Klostret, at det er at flygte ud af Livet – men at have al sin Religieusitet i en stille Time een Gang om Ugen, og forresten at være conform med Verdsligheden: det er dog nok at flygte endnu mere ud af Virkeligheden det vil da sige i Forhold til det Religieuse, thi at man forresten stikker kun altfor dybt i Virkeligheden det negtes ikke.