Kierkegaard, Søren Journalen NB19 : 1850

X3A200 Den Kategorie: ►Χstusⓘ enen] SKS, er Ven, vi har i Himlene, er sentimental.

Til sin Fred og Hvile og Salighed behøver et Msk. en Gud i Himlene, hvem han – o uudsigelige Salighed! – tør kalde sin Fader, betragtende sig som Barnet. – Saa behøver han en Frelser og Forsoner, at han trods sin Synd tør troe at Gud vil være hans Fader. – Saa behøver han ►en Hellig-Aand, der styrker ham i Stræben og vidner med hans Aand.

359Men en Ven! Saadan slet og ret en Ven! Er da den Christne blevet 69 saa gammel, at han ikke mere er Barn, og altsaa Gud formodl. ikke mere Fader? Ja saa er det paa ⓘ denden] , først skrevet det høie Tid at ►see sig om en Ven. Men er han Barn – et Barn pleier ikke at have hvad man saadan kalder Venner.

Dette med en Ven i Himlene ⓘ er ener en] tilføjet Sentimentalitet, der aldeles har forqvaklet Χstd. Ja ►Synderes Ven kan man kalde Χstus, thi det er det Samme som Frelser og Forsoner. Men det saadan slet og ret at kalde Χstus en Ven i Himlen, det er at afskaffe Gud Fader og gjør Χstus til noget reent Forkeert.

Naar vi ere blevne saa gamle, at vi indbilde os, selv at maatte være vort Forsyn, saa maae vi til at see os om en Ven, en Ven, der egl. ikke kan hjælpe os, men deeltage med os. Og saaledes har man tilsidst gjort Χstus til ►en Ven, en Ven »til hvis Bryst jeg kan helde mit trætte Hoved« (som der staaer i en Prædiken af 👤Mynster).