Kierkegaard, Søren Journalen NB19 : 1850

X3A188 Forholdenes Uret mod mig.

Menneskelig talt rigtigt og klart har jeg forstaaet min Opgave og hvad jeg formaaede. Der er et Overveiende af en Digter i mig, men forresten har jeg fremstillet og belyst det Christelige. ►Jeg har aldrig tilladt mig at bruge Myndighed.

Havde nu de Samtidige med blot nogenlunde Sandhedskjerlighed taget imod 48 mig, saa havde Alt været i sin Orden, Alt blevet saa mildt og fredeligt som muligt.

I dets Sted er der fra Ende til anden ⓘ blevetblevet] , < bleven begaaet et 351 Forræderie imod mig, hvorved man har forceret eller villet forcere mig ud over min Grændse. Uproportioneret begavet i Forhold til saa smaa Forhold var jeg oprindelig. Den Behandling jeg har lidt har end mere udviklet mig, saa jeg blot bliver mere og mere uproportioneret.

Som ►👤Asaph i Forhold til jordisk Gods beder, at Gud hverken vil give ham Rigdom eller Armod men til Maade, saaledes er jeg næsten bragt dertil, at jeg i mismodige Øieblikke kunde fristes til at sige: giv mig, o Gud, da ikke de altfor overordentlige Evner, naar jeg skal leve i smaa Forhold – dette kunde jeg fristes til at sige i Veemod, om jeg end paa den anden Side erkjender med dyb Taknemlighed, at ►jeg aldrig noksom kan takke Gud for hvad der er gjort for mig saa uendelig langt mere end jeg kunde eller turde have ventet.

Forresten har da ogsaa ►den hele 👤Nielsenske Diversion mod 👤Martensen været mig ubehagelig, fordi den saa let bidrager til igjen at gjøre mig end mere uproportioneret.