Kierkegaard, Søren Journalen NB18 : 1850

X3A73Om mig selv.

O, dersom der blot havde været Sandhed i Forholdene: saa havde jeg faaet Plads, jeg var kommet til at tale mig ud, jeg som dog 38 ►vistnok er en af Dem, der har havt meest at sige. Men ►nu skulde jeg puffes udenfor, ignoreres, behandles som gal: derved blev jeg mere og mere indadvendt, derved igjen mere og mere udviklet, ak og saa igjen mere og mere uproportioneret for de smaae Forhold; og under denne Uproportionerethed segner jeg.

Jeg har Ingen, Ingen fornærmet. Men sandt er det ►desto værre: at Danmark er saa lille og saa kjøbstedagtig, at ►»📖 Corsaren« egl. var den offentlige Mening. See ►heri stikker Ulykken. ►Jeg gjorde ubetinget en Velgjerning – men det blev forstaaet som en Forbrydelse, fordi man ansaae det som ⓘ enen] tilføjet Sætten sig ud over den offentlige Mening.

Til hvem skal jeg tale? Ingen er der. Mængden har ►længst svoret mig Fjendskab; nogle ganske Enkelte forstaae mig vel tildeels, men finde at Vilkaaret er for tungt, for at skulle vidne. De Fornemmere 39 i Literaturen glæde sig ved Misforstaaelsen.