Kierkegaard, Søren Journalen NB18

👤Luther.


Egentlig er det der vi komme til at begynde igjen: ved 👤Luther.

Det gik lidt for gesvindt med at klappe Verdslighed og Religieusitet sammen.

👤Luther havde maaskee Ret sig selv betræffende, i ham var der vistnok den indre Sandhed, at han turde vove: at gjøre det Modsatte, og saa dog være ganske fri deri, gift og dog ikke som gift, i Verdsligheden og dog som fremmed, skjøndt deeltagende i Alt, o: s: v:

O, men det var en farlig Sag at lære det saadan udenvidere fra sig, thi det var at gjøre Sagen altfor let for hele Verdsligheden, der saa nøies med en blot Forsikkring, og saa bliver slet og ret Verdslighed.

Hvor mange ere der vel i Sandhed i hver Generation, i hvem det kan være Sandhed, at de skiøndt eiende alle jordiske Goder, eie dem saaledes, at de dog ikke besidde dem, at de hvert Øieblik ere villige til at opgive dem, at de slet ikke hænge ved dem, gjerne slap dem.

O, farlige Aandelighed. Saa er det dog langt simplere at sige: jeg er bange for mig selv, at det hele kunde være Sviig i mig, saa vil jeg hellere opgive dem.

👤Luther selv var jo forresten uhyre forsøgt i udvortes Kampe, var da heller ikke ganske conform med Verdslighed, var controlleret af den uhyre Forargelse hans Skridt vakte, da han giftede sig.

O, men nu, da al Control er forsvunden!

👤Luthers sande Efterfølger vil komme til lige det modsatte Resultat af 👤Luther, fordi 👤L. fulgte efter den phantastiske Overdrivelse i Retning af Askese, medens han følger efter den rædsomme Sviig, som det Lutherske fødte af sig.