Kierkegaard, Søren Journalen NB18

62X3A93En Skuespiller – en Præst.

En Skuespiller fremstiller fE den Ædle, Helten, ►Sandhedsvidnet o: D:, han udtaler da alle disse ædle, ophøiede, heltemodige Følelser og Tanker. Vil nu Nogen negte, at det vilde støde, hvis Skuespilleren gjorde det i egen Person. Men hvorfor skal saa en Præst have Lov dertil? Skuespilleren kan jo ogsaa være en Troende ligesom alle vi Andre og Præsten, ►i Χstheden ere vi jo alle Χstne, og dog er ►Conformiteten med det Verdslige. Hvorfor skal saa en Præst have Lov til at declamere i egen Person alle disse herlige Dyder, og i eetvæk foranledige den Forvexling, at han er selv Den, der ►exseqverer det.

Et meget conseqvent Hoved kunde fristes til at gjøre følgende ⓘ Forslag,Forslag,] , først skrevet Forslag. at man reent afskaffede Prædikestolen og Præstens Ornat Ordination o: D:. Man arrangerede i Kirken en lille Scene, med 63 ►ordentlig Forhæng. Vilde man bruge Orgelet var derimod Intet at indvende. Saa præluderedes der. Derpaa gik Teppet op, og »Præsten« traadte frem, ell. naar de ville give combi282nerede Forestillinger saa traadte flere »Præster« frem i historisk Costüme. Saa var der fE En, der spillede ►👤Luther. Scene-Instructeuren (og forresten kunde man jo gjerne bruge ham fra Theateret, ►siden jo ogsaa Cultus-Ministeren tillige er Theater-Minister) sørgede for Dragtens Tilforladelighed – og saa declamerede han een ell. anden af 👤Luthers Prædikener. Der vilde naturligviis blive grædt, ligesom der jo ogsaa i Theateret grædes naar der gives Sørgespil; ⓘ menmen] , først skrevet s i Almdl. mener man rigtignok, at Graaden i Kirken er forskjellig fra den i Theateret, hvilket vel stundom kan være sandt, men i Regelen vel ikke er sandt.