◄ hvad ogsaa Frøken Bremer og Flyve-Posten forsikkrer : sigter til den finskfødte sv. forfatterinde 👤Fredrika Bremer (1801-65), som opholdt sig i 📌København fra efteråret 1848 til juni 1849. Sine indtryk fra dansk kulturliv samlede hun i artikelserien »Lif i Norden« (se ►SKS K22, 272), der blev overs. til da. og udgivet samlet som Liv i Norden af Frederikke Bremer, Forfatterinde til de svenske Hverdagshistorier, 📌Kbh. 1849. I dette lille skrift, der blev averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 214, 12. sept. 1849, hedder det om 👤H.L. Martensen: »En Sædemand i høieste Betydning er H. Martensen, ung endnu og i sin bedste Kraft, spreder han igjennem sit levende Ord og ved sine philosophiske Skrifter (høit agtede i 📌Sverige som i 📌Danmark), Frø til en ny Udvikling af det religiøse Liv i Kirken og Videnskaben ved en dybere Opfattelse af deres Væsen, ved Troeslivets Forklarelse i Fornuftlivet ved den dybe Følelses Formæling med den logiske Tanke. I hans Dogmatik [( 266,30)], som snart ventes trykt, imødeseer man en fuldkommen gjennemført Fremstilling af hans Anskuelser. Og hvad man har seet af disse i hans allerede udgivne Skrifter vækker Haab om en Gjenfødelse af det kirkelige Liv i det Store og det Smaa, i Staten og i det enkelte Hjerte. Den usædvanlige Klarhed og Bestemthed, med hvilken denne rigt begavede Tænker kan i Sproget fremstille de dybeste spekulative Læresætninger, det Interessante, det Genialske i hans Fremstillingsmaade gjør ham til en populair Skribent. Og vi vente i hans Dogmatik et Hovedværk, ikke blot for de Lærde«, s. 36f. Jf. også den anonyme anmeldelse af 👤Magnús Eiríkssons (1806-81) Speculativ Rettroenhed, fremstillet efter Dr. Martensens »christelige Dogmatik« og geistlig Retfærdighed, belyst ved en Biskops Deeltagelse i en Generalfiskal-Sag, Kbh. 1849, i Flyve-Posten, nr. 249, 24. okt. 1849. Anmelderen forsvarer her H.L. Martensen mod M. Eiríkssons kritik og skriver: »Saafremt M[artensen] var, hvad Eiriksson paastaaer, en Hykler, som vilde 'sætte Folk Blaar i Øinene', da skulde det dog være underligt, om E. var den Eneste, som saae og antog dette, og endnu underligere og urimeligere, at M. fremdeles skulde kunne drage Tilhørere til sig: nei, dette kan kun være begrundet deri, at der virkelig boer et religiøst Liv i ham, boer en Aand i ham, som staaer i Sandhedens og Christi Tjeneste. Hermed er altsaa ikke udelukket, at M. i flere af sine theologiske Meninger kan være feilende; det er muligt, at E. her i enkelte Puncter ikke har saa ganske Uret, skjøndt han i andre og de fleste, efter vor bedste Overbeviisning, ikke har Ret.«
I trykt udgave: Bind 23 side 289 linje 39