Kierkegaard, Søren Journalen NB16 : 1850

X2A564►👤Augustingjør opmærksom paa, at det Bud »naar En slaaer Dig paa den høire Kind da vend den venstre til«, at det Bud opfyldte end ikke Christus selv; thi da en af Ypperstepræsternes Tjenere slog ham paa Kinden, sagde [han]: haver jeg talet ilde saa beviis det, men talte jeg Sandhed, hvi slaaer Du mig da« Og forklarer 👤Augustinusus ved denne Adfærd forhindrede han, at der ikke skete en ny Uret.

Her er det som jeg oftere har 167 ►betænkt ved Sagtmodighed, at den just ved sin Lethed, der gjør endog Skylden mindre (►cfr. mine Taler »📖 Lidelsernes Evangelium) ubetinget gjennemført har den dobbelte Fare, at den næsten kan bestyrke den Skyldige i, at hans Skyld er ingen, og dernæst, at just Sagtmodigheden kan være for ⓘ streng vedstreng ved] , først skrevet streng, sin Mildhed; thi hvis man gjorde ⓘ hamham] , først skrevet o opmærksom paa hans Skyld, saa lod han det maaskee være. Forsaavidt kunde der jo være næsten Grusomhed i den ubetingede Sagtmodigheds Mildhed, en næsten ironisk ►Düperen. Saa underlig dialektiske ere alle Aands-Forhold, at man fra hvilket Punkt man gaaer ud ved ubetinget at gjennemføre, kan komme til det lige Modsatte. Som nu dette: at just Sagtmodighed ⓘ aldeles hensynsløst gjennemførtaldeles hensynsløst gjennemført] tilføjet kan eminent være den frygteligste Strenghed.