Kierkegaard, Søren Journalen NB16 : 1850

X2A547►»📖 Corsaren« – og Jeg.

Egentlig er ⓘ dettedette] , først skrevet det Blad gaaet op i mig.

Man kunde sige, der er jo 146 saa mangen ⓘ AndenAnden] , < anden blevet angrebet, saa Du lægger for megen Vægt paa Dig selv. Ingenlunde. Forholdene ere ganske anderledes.

1) Er Proportionen for Angrebet paa mig ►eneste. Det lille Land stod et Øieblik som ►i Pausa ved at see ►eet heelt Numer af Bladet ene indeholdende Forhaanelse mod mig.

2) Ellers var Forholdet det. Publikum, Opinionen (som ►👤Goldschmidt agtede nøie paa) havde allerede længere selv piattet om Den og Den – saa trykte 📖 Corsaren sit Angreb i en passende lille Dosis. Alt var altsaa forberedt i Forveien. Her var det en Forfatter der stod paa sit Høieste, og nydende en stor Anseelse. Der var ikke Plet eller Rynke – ingen Aftale med Publikum om 147 Angrebet. Det kom saa pludselig, ►beordret af mig, og egl. var det jo ►👤Goldschmidt reent personligt der dristede sig dertil og bringende sig i Selvmodsigelse med sin tidligere Lovtale. – En Forestilling om min virkelige Størrelse vedblev, og Publikum blev bragt i en Vanskelighed, at have ⓘ participeretparticiperet] , først skrevet partice i Noget, som det dog selv ikke vilde have gjort.

3) Ellers pleier den Angrebne at betragte det slet og ret som en Ulykke, see at komme saa hurtigt bort derfra som muligt, bukke og takke for naadig Straf – og saa er Publikum naadigt. Her mærkes let, at jeg betragter Sagen noget ⓘ anderledes,anderledes,] , først skrevet anderledes. er blevet staaende som et fast Punkt, der ►byder det Hele Spidsen.