Kierkegaard, Søren Journalen NB16 : 1850

NB16:67

#

En psychologisk Bemærkning om Oldtidens Drengekjerlighed.

Grunden hvorfor Pæderastie var saa almindelig i Oldtiden og egl. ikke fordømtes, var nu vistnok Hedenskabs Fordærvelse, men psychologisk er der dog noget Andet at erindre.

I Forholdet mellem Mand og Qvinde, det Sexuelle, fandt det Intellectuelle aldeles ingen Plads; dertil stod Qvinden for lavt og fremfor Alt for lavt i Mandens Forestilling, som Tilfældet er i hele Orienten. Forholdet er her blot Kjøns-Forholdet. Det Intellectuelle anbragtes saa i Forhold til at elske unge Msker som 👤Socrates siger, nemlig endnu i uskyldig Forstand; og udartede saa til hiin Last. Men det Intellectuelle havde slet Intet at gjøre med det at elske det andet Kjøn.

I Christenheden har man sat mere ell. mindre Intellectualiteten i Forhold til det at elske Qvinden. Et stort Spørgsmaal er og bliver det, om hele denne Tilsætning af Intellectualitet i Forhold til en saadan Drift ikke, sædeligt, er en meget betænkelig Sag, om der ikke her udvikles et Raffinement der gjør, at det kun lidet hjælper, at man kun elsker een og holder sig til denne ene, naar man per abusum sætter saaledes Intellectualiteten sammen dermed.


#