Kierkegaard, Søren Journalen NB16 : 1850

X2A517Distance.

I ►en lille Afhandling af 👤Kant »Besvarelse af det Spørgsmaal: hvad er Oplysning« ►foreslaaer 👤K. at udvide den offentlige Brug af Fornuften det meest mulige og indskrænke den private Brug. Ved den private forstaaer han, at fE en Embedsmand qua Embedsmand skal ikke raisonere men gjøre hvad der paaligger – qua Forfatter derimod, henvendende sig til Publikum, kan den samme Mand indrømmes at bruge offentligt sin Fornuft saa frit som muligt, for at belyse ganske almdl. taget Mislighederne. Qua Præst skal en Præst forkynde det Befalede – qua 92 Forfatter kan han fremstille sine Tvivl om Troen.

Jeg vil nu ikke tale om den Mislighed her ligger (hvilken da ogsaa 👤K. selv dog noget afparerer) at saaledes en Embedsmand blev en Dobbelthed, hvilket især paa det religieuse Gebeet er afsindigt (forresten nu omtrent naaet.).

Nei, det jeg vil opbevare er ►ⓘ etet] , ændret fra det Udbrud af 👤Kant. Efterat have sat alt sit Haab til »ⓘ Publikum,Publikum,] , først skrevet Publikum« udbryder han: betjent ved Forfattere[«] udbryder han: thi at Folkets Formyndere i aandelige Ting (det er ikke de private Embedsmænd, men Forfatterne og Folket er Publikum) selv 93 igjen skulde være umyndige, er en Urimelighed, der løber ud paa Urimelighedernes Forevigelse«

130Unegtelig! Men det er kun en Prophetie, der nu allerede ►længe er ►indløbet, men udløbet? – ⓘ akak] , foran er slettet ja nei, »det løber jo ud paa Urimelighedernes Forevigelse.«