X2A500114 [a] See der har vi Confusionen normalt udtrykt. ►👤ⓘ R. Rothe angriber i sin Ethik 👤Julius Müller, og viser saa, at Feilen ligger i, at 👤J. M. for stærkt betoner Skyldbevidstheden; og siger nu: det, hvorpaa den rette Afskye for det Onde beroer, er jo sammes objektive Qvalitæt, ikke Mskets subjektive Forhold til den. Det eneste rette Had til det Onde er Det, der derfor hader og fordømmer det, fordi det er ondt, ɔ: fordi det er i Modsætning til Gud og vort Væsen, og kun derfor, men ikke derfor, fordi det er forskyldt fra vor Side.« Kan der nu tænkes en ►usædeligere Tale! Og det er Videnskab! See det er Følgen af al denne Objektivitet ogsaa i Forhold til 📖 Læren om Synden, hvor just »Alvoren« er, det Subjektive, at jeg er Synder. ►👤J: M: afviser det rigtigt, viser at paa den Maade bliver Synd egl. 42 Uebel, Lidelse o: D:. Men 👤J. Müller gjør ⓘ det ikke qvalitativt ethisk nok.
✂ [a] 👤Julius Müller. 👤Richard Rothe. 👤Dorner. 2den Deel af 👤J. Müllers 📖 Lære om Synden p. 557 o: fl.
Det andet normale Exemplar af Confusion er ►👤Dorner. Han forekaster 👤J. M:, at han urgerer for meget den enkelte Personlighed, og overseer Slægts-Begrebet. ►Jo jeg takker – just det er Tidens Demoralisation.
👤J. Müller er en dygtig Mand, men han er ingen storartet ⓘ Ethiker, han mangler socratiske Kræfter og den Art Dannelse. Han er indenfor et Antiqueret; han har ingen ►μεταβασις εις αλλο γενος dannet, til den existentielle Tænker.
ⓘ Dog seer jeg sammesteds en rigtigere ►Bemærkning af 👤Dorner: at først ligeoverfor Χstus træffer Msket egl. den dybeste Afgjørelse; alle tidligere Synder ere et ⓘ Foreløbigt, som ikke i dybeste Grund afgjør et Mskes Total-Værd«. Deri ligger det Sande, at ganske rigtigt 43 Valg-Forholdet ligeoverfor Χstus er ⓘ den qvalitativt beregnede Situation paa at gjøre et Msk. til den Enkelte. Det er den egl. Omsætning af Masse i Enkelte; det er Evighedens Afgjørelse, og Evigheden vil komme Hukommelserne til Hjælp i denne Henseende. (►Herom har forresten ogsaa 👤Anti-Climacusb Oplysninger). Men ►det Urigtige hos 👤Dorner er at betragte Msk. ikke oprindelig lagt an paa at være den ⓘ Enkelte, saa han ved en qvalitativ Afgjørelse er blevet Masse.
✂ b 📖 Sygdommen til Døden.
115Forholdene ere: først, Anlæget til at være den Enkelte – og ved Skyld at blive aandløs ɔ: Masse, med i Massen. Men saa kommer »Frelsen«, ɔ: den anden Gang, Valget paa Χstus.
Men 👤Dorner ser i 44 Forsoningen og Frelsen egl. først Begyndelsen, istedetfor at det, hvad der ligger i Begrebet Frelse er den anden Gang. En Tilstand, den være den ►usaligste af alle, – naar jeg ikke selv ved Skyld har styrtet mig i den: kan jeg heller ikke i strengere Forstand »frelses« ud af den ved en »Forsoner«. Ifølge 👤Dorner bliver Χstus ikke »den anden Gang«, men »den første Gang«, saa alt det Foregaaende falder bort omtrent som et Smudstitelblad der ikke bindes med ind, ell. en skjødesløs Concept paa ►slet Papir i Sammenligning med Documentet paa ►stemplet Papir.
Herved bliver Sagen altfor let. Just Skærpelsen i Valg-Afgjørelsen i Forhold til Χstus er at det 45 er »den anden Gang.« Antager man det 👤Dornerske kunde man fristes til ogsaa at antage, at Χstus kom endnu en Gang igjen i dette Liv – som Frelser i strengere Forstand.
ⓘ Ogsaa paa en anden Maade ⓘ viser det Uholdbare sig i 👤Dorners Tanke. Thi dersom ►det er saa, ►at alle Synder forinden ere blot et Foreløbigt i Betydning af det Ubetydeligere, Noget som ikke saaledes kan være Gjenstand for Guds Vrede, at før Χstus den Enkelte egl. er skjult i Massen og blot participerer i denne almdl. Skyld, som alligevel ikke er nogen rigtig Skyld, siden ⓘ de Enkelte ikke ere rigtigt ⓘ skyldige (og man altsaa faaer en Sum negativt ud, istedetfor det Positive: at hver Enkelt i Slægten ogsaa er skyldig) – dersom det er saa: hvor i al Verden gik det saa til at Χstus kom til Verden? 46 Naar Skylden ikke var større, saa behøvedes han jo ikke. Χstus kommer i saa Fald til Verden som Lovens Forkynder og Fordring.
►Vistnok hænger dette sammen med noget Andet hos 👤Dorner, at han formodentlig antager, at Χstus egl. kom til Verden for at frelse ►Slægten, for at ►gjøre Fyldest for Slægten. Men atter dette er et høist uklart Noget: en Slægt der har Skyld – en Slægt, i hvilken hver Enkelt ingen Skyld har.
116Det Sande er, ⓘ som jeg tidligere har viist. Msket var anlagt til at være den Enkelte; ved Skyld blev han Masse. Nu kommer Frelsen; men Frelsen, ɔ: at det er »anden Gang« skærper tillige Forholdet, og derfor er Valg-Afgjørelsen ligeoverfor Χstus, den endnu mere qvalificerede Afgjørelse, 47 og hvis Afgjørelsen er at forkaste Χstus, da den endnu mere qvalificerede Synd og Skyld.