Kierkegaard, Søren Journalen NB16 : 1850

NB16:30

#

Danmarks Skjebne.


I Statsstyrelsen og næsten i alle Forhold stode ældre, tildeels meget ældre Mænd i Spidsen. De regjerede med den Tanke: det holder vel ud saa længe vi leve. O, det er en rædsom Begunstigelse for Demoralisationen til at komme op, at Ingen tager paa Tømmerne med Kraft og med Lyst til Afgjørelse.

I de øvrige Retninger af offentlig Liv igjen Ældre, som kæmpede for, ved Intet at gjøre, at opretholde det Skin at de vare, hvad de engang vare: fE 👤Heiberg, o: Flere. Atter Begunstigelse for Demoralisationens Opkomst.

Ogsaa »📖 Fædrelandet« har længe været i det Tilfælde. Det føler, at det hver Øieblik maaskee maa høre op – derfor vil det ikke til at handle afgjørende. Det var allerede saa i Slutningen af 👤Christian 8de[s] Regjering, og ligesaa nu igjen efter det unaturlige Opsving i 1848.

Overalt Begunstigelse for Usselhedens og Ubetydelighedens Opkomst.

Danmarks Undergang er let at kjende, ɔ: prognosticere. Ikke kan en Læge have sikkrere Symptomer paa legemlig Forraadnelses Tilstedeværelse end en Psycholog har her paa aandelig Opløsning. Krigen og den opblussende Nationalitet kaster eller kastede et Øieblik et Skjul over den sande Tilstand. Det er ikke Tydskerne, der vilde æde os, o, nei. Det er os selv, der indvortes opløser os. Det offentlige Liv fuldbyrder sig i en Vaklen mellem Misundelse og Medlidenhed, men ingen Pathos, ingen Begeistring for det Større, ingen Taknemlighed o: s: v:. »Flyveposten« er derfor et aldeles normalt Phænomen. Den holder sig ved at svare til denne Alternation. I Retning af Misundelse taaler den Alt – saa siger den »godmodige« danske Mand, saa skal vi sku ogsaa gjøre Noget for ham igjen, vi subscribere.