1. Manuskriptbeskrivelse

Journalen NB16 er en indbundet protokol i kvartformat, af SK mærket »NB16.«. Den befinder sig i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kongelige Bibliotek.

NB16

1

Halvbind med ryg og hjørner af mørkebrunt, sprængt skind og blankt, gulligt marmoreret overtrækspapir. Tresidet sprængt snit. Hæftet med tråd af naturfarvet hørgarn på snore af sejlgarn. Bindets mål er 185 × 215 × 15 mm.* Midt på forpermen er klæbet en rektangulær etiket med bølgekant på alle fire sider med påskriften »NB16.« og datoen »d. 14 Febr. 1850.« (se illustration 2).

2. Journalen NB16, etiket på bindets forside
Øverst til højre på etiketten har 👤Henrik Lund skrevet nummeret »362.« med rødt blæk, og øverst til venstre er med blåkridt noteret »70/11«.* Forneden til højre har udgiverne af Pap. med blyant tilføjet optegnelsesnummeret »X2 A 468«. På forpermens inderside i øverste venstre hjørne er med blyant anført protokollens omfang »1 Bog« og dens pris »3ℳ 8ß«. *
Bogblokken består af 94 blade i 4o fordelt på 8 læg (seksterner).* Journalen er fra bl. 5 med blyant pagineret 1-180 på rectosiderne; bl. 38 (s. 67/68), bl. 45 (s. 81/82), bl. 63 (s. 117/118), bl. 69 (s. 129/130), bl. 84 (s. 159/160) og bl. 94 (s. 179/180) også på versosiderne.
Lægfordeling: læg I: 11 blade (seksterne, hvor det første blad er fastklæbet til forpermen; pagineret 1-[14]), læg II-VII: 12 blade (seksterner; pagineret 15-[158]), læg VIII: 11 blade (seksterne, hvor det sidste blad er fastklæbet til bagpermen; pagineret 159-180).*
Papir: glat skrivepapir. Mål: 180 × 217 mm.*
Bladene er foldet på langs, således at yderspalten udgør ca. ⅓ af siden. Inderspalten rummer hovedteksten, mens yderspalten rummer marginaltekst, der omfatter dels tilføjelser og anmærkninger til hovedspaltens tekst, dels indledende stikord med overskriftkarakter, hvis formål har været at lette orienteringen i journalen.* Bl. 1-4 er ikke foldet.
Bl. [1v]-[4v] er ubeskrevet. S. 67 er ubeskrevet på nær tre ord og et dobbeltkors.
Skriften er nygotisk med latinske indslag. Fire optegnelser (NB16:1, 2, 42 og 71) er indført med distinkt latinsk hånd. Desuden benyttes latinsk hånd ved latinske, franske og italienske ordformer samt undertiden som skønskrift i forbindelse med overskrifter og navnestof.
Forpermens inderside og bl. [1r] er beskrevet med indholdsfortegnelser i næsten hele sidens bredde. NB16:42 er skrevet på langs ad siden.* Journalens sidste optegnelse, NB16:101, er som følge af pladsmangel videreført i marginen (se illustration 5 i SKS 23, 160).
To lange marginaltilføjelser, NB16:73.a og NB16:78.a, løber over to sider på henholdsvis s. [136]-137 og 149-[150]. Det samme gælder den mindre marginaltilføjelse NB16:84.a på s. 155-[156].
16 af journalens overskrifter er helt eller delvis understregede. I optegnelsen NB16:54 er et enkelt ord (»Baglaas«) dobbelt understreget.
På s. 73/[74] ses forneden et mindre, ombøjet bladhjørne (»æseløre«).
Optegnelserne i journalen adskilles indbyrdes af dobbeltkors. Hvor en optegnelse indledes på en ny side, sættes der oftest et ekstra dobbeltkors øverst på siden foran optegnelsen. Optegnelsen NB16:39 efterfølges af en dobbelt vandret skillestreg, og marginaltilføjelsen NB16:73.a efterfølges af en enkelt vandret skillestreg. På s. [168] har SK tilføjet et dobbeltkors mellem to afsnit og derved opdelt én optegnelse i to, NB16:93 og 94.
En del korrektioner i form af overskrivninger, sletninger og tilføjelser. Undertiden indvises mindre tilføjelser med kiler eller krøllede parenteser ned i hovedteksten. Journalens største sletning ses på s. 19 (7 ord). Slettede dobbeltkors, hvor en først afsluttet optegnelse videreføres, forekommer i NB16:5 (to steder), 32 (to steder), 46 (to steder), 49, 56 (to steder), 65, 74 og 82. I NB16:65 (s. 121) er et enkelt ord (»jeg«) og i NB16:90 (s. 165) et komma slettet med blyant.
Foran i bindet er indlagt en registreringsseddel, 197 × 157 mm, hvorpå 👤H.P. Barfod med sort blæk har skrevet: »XXIII.« samt under en skillestreg følgende med rødt blæk: »S. A. Kierkegaards Papirer / No. 360-362« og i nederste højre hjørne også med rødt blæk: »(cfr. Barfods / Fortegnelse.)«.
Ud for slutningen af hver optegnelse har Pap.-udgiverne med blyant noteret optegnelsens nummer i Pap. På bl. [1r] i øverste højre hjørne har 👤Henrik Lund med rødt blæk skrevet nummeret »362.« Enkelte steder i journalen har 👤H. Gottsched med blyant foretaget diskrete rettelser i teksten.

1

(L-fort. + B-fort. 362; KA, A pk. 20; Pap. X 2 A 468-573)