Kierkegaard, Søren Journalen NB12 : 1849

NB12:77

#

I en 📖 Anmærkning til § 255 hvor 👤M. taler om »den Erfaring, at der ere mange Døbte, som ikke ere personlig Gjenfødte og Troende«, forklarer han dette af flere Grunde, blandt Andet »af Kirkens ufuldkomne Forvaltning af Sacramentet, idet den ofte har givet Daaben til Saadanne, om hvilke den menneskeligviis maatte forudsætte, at Betingelserne vilde fattes for Naadegavens Udvikling«.

[a] 👤Martensen.

See, det var en anden Snak. Der, har 👤M. nok ikke confereret med 👤Mynster. Ved Hjælp af det Martensenske er Stats-Kirken sprængt, han som jo antager, at der ere Tusinder og Tusinder, som ikke ere Troende og Gjenfødte, men deres Børn ere jo altsaa at udelukke fra Daaben. 👤Mynster forstaaer sig bedre paa Stats-Kirke, han vil endogsaa have Børnene tagne med Magt for at døbes.

I den følgende § har han dog selv mærket noget, og indseer, at man let kunde komme til consequent at opgive Barnedaaben.

Derpaa gaaer det da som sædvanligt, han bestemmer egl. slet Intet; han antager nu i 📖 § 256, at man udenvidere skal døbe alle Børn.

Det er dog Spilfægterie som Alt.